Skip til hoved indholdet

Forældresamarbejde

For at skabe den største tryghed.

I Løvehuset er kommunikation nøgleordet. Intet er for stort eller for småt til at kunne blive vendt. Vi går langt for at skabe det gode forældresamarbejde, da vi alle er interesserede i én ting: at jeres barn har det godt <3

Vi forventer derfor, at I som forældre er samarbejdsvillige - både når det går godt, men også hvis der opstår situationer, der er svære. Vi forventer, at I informerer om sygdom, hvis barnet ændrer adfærd, ændringer i hjemmet (fx nye søskende, skilsmisse, flytning osv.) eller hvis barnet taler negativt om kammerater/oplevelser i Løvehuset eller lignende, som alt sammen kan have en indflydelse på jeres barns humør, adfærd og tilgang til tingene.

Til gengæld lover vi, at I altid vil kunne høre kort om barnets dag, og at I vil blive kontaktet telefonisk, hvis der er sket noget ud over det sædvanlige. At vi har fokus på legerelationer og -konstellationer, og sørger for at ingen går og er kede af det, eller ikke har nogle at lege med i længere tid af gangen. Vi sender også gerne en lille sms, når jeres barn er i gang med dagen, hvis afleveringen har været svær, så I som forældre ikke går og har ondt i maven resten af dagen.   

Bekymringer er velkomne, for det er helt naturligt som forælder at bekymre sig! I kan altid ringe og bede om at arrangere et fysisk møde, hvis behovet er der. Vi indkalder desuden til møder, hvis vi som personalegruppe vurderer, at der er behov for en længere snak end det der kan tales om i garderoben. 


AULA:
Når I starter i Løvehuset, bliver i en del af AULA-fællesskabet, som mange i Danmark elsker at hade :-) I Løvehuset kræver vi dog ikke så meget af jer på de digitale medier - kun at I hver dag skriver, hvornår I henter jeres barn, og hvem der henter. I løbet af året kommer der nogle ferieindberetninger, som I skal svare på. Ellers kvitterer vi med dagbøger stort set hver dag, billeder af aktiviteter og leg, invitationer til arrangementer og diverse info fra forældrebestyrelsen.


Forældremøde:
Én gang om året afholder vi forældremøde i Løvehuset, ofte i efteråret, hvor der først er fælles samling for hele huset, og derefter opdelt på de respektive stuer. Her vil personalegruppen fortælle om hverdagen, hvad rør sig i børnegruppen, hvad kræver vi af jer forældre, eller måske inviterer vi en talsperson ud. Vi har fx haft en sundhedsplejerske ude, hvor der har været mulighed for at stille relevante spørgsmål for børnegruppen samt for enkelte børn. Vi forventer, at I som forældre er aktive og deltager i debatten.
Vi afholder desuden hér valg til forældrebestyrelsen, der mødes 3-4 gange i løbet af året. 

Løvehuset
Alsvej 6, 2970 Hørsholm

Telefon: 48 49 00 75
hcv@horsholm.dk