Leg og Læring

LEG GIVER LÆRING

I børnenes daglig vægter vi også leg. Leg er en central aktivitet i forhold til børnenes udvikling. For børn i alderne 3-6 år er den selvskabte leg meningsfuld og en aktivitet der skaber udvikling. Legen skal opfattes som en en meningsfuld tid hvor barnet lærer noget om sig selv og sine omgivelser. Barnet leger både alene og sammen med andre. I den sociale fantasileg skaber børn en fælles historie ud fra individuelle interesser og behov. Det er her, at fantasien tager over og en ide kan forfølges næsten i uendelighed. Når fantasilegen er fælles og stor kan børn opleve en intens følelse af hengivelse, medrivelse og dyb samhørighed.


Fantasien er evnen til at bearbejde, omforme og overskride virkeligheden. Fantasien er den del af forestillingsevnen, som overvejende henter sit stof fra billeder, sansninger, fornemmelser, stemninger, indtryk og drømme. Heri ligger blandt andet kimen til kreativiteten, og den abstrakte tænkning. I legen ”øver” børnene sig i at forholde sig søgende, udforskende og skabende i forhold til deres omgivelser.


Gennem legen får barnet:
  • Ideer 
  • Fordelt roller 
  • Samarbejdet 
  • Afprøvet venskaber 
  • Afprøvet styrkeforhold 
  • Fantaseret 
  • Brugt oplevelser og erfaringer 
  • Løst konflikter 
  • Eksperimenteret og konstrueret 
  • Erfaret, lært og kvalificeret sig 

Når børnene leger bruger de kroppen, sanserne, sproget, følelserne, erfaringer, intellektet og det sociale udviklingstrin.

I legen erfarer og oplever barnet væsentlige aspekter ved det at være menneske og en intuitiv erkendelse af det, som knytter mennesker sammen. Derved udvikler barnet gennem legen grundlæggende forudsætninger for at kunne være kompetent og aktiv i forhold til sine omgivelser.
Legen skal respekteres og børnenes leg have ordentlige vilkår hvilket kræver rum, plads, forståelse og respekt.

I legen får børnene mulighed for fordybelse og koncentration. De bliver inspireret, forhandler og lærer af hinanden. Børnene fremmer deres fantasi og kreativitet, udvikler strategier og venskaber og styrker dermed deres sociale færdigheder. Kort sagt - børnene øver sig på voksenlivet.